Description
VINDER AF PINGPRISEN FOR ÅRETS DEBUT 2014!
Troldmændene fra Vestmannaeyjar er en grafisk genfortælling af et islandsk folkesagn, der beretter om konfrontationen mellem et magisk univers, hvor død og dæmoner sætter dagsordenen, og et mere jordnært univers, hvor historiens kvindelige hovedperson henter sin styrke i den oprindelige urkraft. Både tekst og tegning er holdt i en knap, norrøn stil, og Thomas Mikkelsen fortæller stramt og effektivt, med en visuel gennemslagskraft der klæder Forlæns Budget-seriens nye tegneserieformat.
”Thomas Engelbrecht Mikkelsen tilhører den yngre generation, der netop nu er ved at gøre sig gældende inden for den danske tegneserie. Hans Troldmændene fra Vestmannaeyjar står nok i gæld til den enormt indflydelsesrige amerikanske fantasytegner Mike ’Hellboy’ Mignola, men dens versionering af et gammelt islandsk sagn om en troldmand, der med livet som indsats undslår sig sin cirkel for at leve et almindeligt liv med en kvinde, er ikke desto mindre fejende flot afleveret.”
Matthias Wivel, Information
”Thomas Engelbrecht Mikkelsen har tegnet og genfortolket det islandske sagn »Troldmændene fra Vestmannaeyjar« og demonstrerer en meget personlig og sikker streg, der er inspireret af den amerikanske Hellboy-tegner Mike Mignola. Ligesom Mignola blander »Troldmændene fra Vestmannaeyjar« myte og realisme, men i en kuldslået nordisk tone. Det er ren nydelse at se, hvordan Mikkelsen er i stand til at fremmane ulækre fjelddæmoner med ganske få streger.”
(5 stjerner)
Kristian Lindberg, Berlingske